Johannes V. Jensens digt “ved frokosten”

Johannes V. Jensens digt ”ved frokosten” er det andet indlæg af flere, jeg ønsker at dele, i forbindelse med skildringen af den tid hvor Schønnemann har eksisteret.

Johannes V. Jensen (1873-1950) var om noget et barn af det 20. århundrede og af den modernitet der for alvor slog igennem i hans levetid. Hans digt ”Ved Frokosten” fra 1906 favner hans særlige opfattelse af tid som noget cyklisk og genkommende. Sådan kan vi med et besøg på Schønnemann i dag genspejle en frokostoplevelse i hans digt fra 1906.

Kafeen skal være velsignet
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløj!
Jeg omfatter min Kellner med Sympati,
Jeg sidder sval og barberet ved Bordet,
Finder stangen under det med fødderne
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt

Giv mig en Bajer!
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.
Der er isafkølet, og det fraader af kulsyre,
Død og djævel, hvor mine Tænder længes efter det!
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser paa Afstand!
Jeg vil begrave mig i en slurk….
Jeg var tørstig….i aften, hvordan var det?

Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild – O Anelsen om Svovlbrinte og om jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier udvider mit Velbefindende.
Osten knytter Stemningen af forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjerte.

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!
Her sidder jeg og bereder mig på det bedste Øjeblik.
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes på Gaden.
Jeg har sagt til mig selv at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

Skaal!

Juliette N Rasmussen
Restauratør