Rødgrød med fløde. Kan det næsten blive mere dansk og sommerligt? Det synes vi ikke på Schønnemann, hvor denne søde sommerklassiker helt naturligt har fundet vej til kortet.
Kogt på solmodne bær, overhældt med iskold fløde og drysset med mandelsplitter – nøjagtig, som vor mor lavede den. Og for at understrege det klassisk danske serverer vi rødgrøden i smukke, dybe tallerkener fra Royal Copenhagen.
Frijsenborg-stellet er opkaldt efter den kendte herregård ved Hammel. Inspireret af de gamle modeller og forme fra virksomhedens første år udviklede Den Kgl. Porcelænsfabrik hen mod slutningen af 1800-tallet det svejfede (svungne) rokoko-stel med de mangefarvede blomsterdekorationer.
Stellet skaber en særlig stemning, når rødgrøden sættes på bordet, og for at fuldende fornemmelsen af sol og sommer foreslår vi, at man drikker en Schumacher kirsebærbrændevin til. Den intense, sødlige frugt, mandelsmagen og det beherskede brændesvinsbid matcher desserten eminent.
Så kom forbi Schønnemann på Hauser Plads og afslut frokosten med en ægte dansk dessertklassiker. Velbekomme!