“Alt skal ændre sig, så intet ændrer sig!” (Citat: Giuseppe Tomasi di Lampedusa)
Få danske virksomheder har haft en historie så omskiftelig – og alligevel så tro mod sit udgangspunkt – som De Danske Spritfabrikker (D.D.S.F.)
Gennem mere end 140 år har D.D.S.F. formået at forny sig uden at forråde akvavittens sjæl.
De tre store danske akvavitnavne – Aalborg, Harald Jensen og Brøndum – har overlevet ejerskifter, monopoler og fusioner, men stadig bevaret smagen af dansk tradition.
I 1881 fandtes der over 250 mindre destillerier i Danmark. Hvert sogn med respekt for sig selv havde et brænderi – hvor der lå en kirke, lå der som regel også en kedel.
Det år blev De Danske Spritfabrikker grundlagt af finansmanden C. F. Tietgen sammen med Isidor Henius og C. A. Olesen. Dermed blev Spritfabrikken Aalborg en del af et nyt, samlet dansk spiritusimperium, der opkøbte og forenede landets mange større og mindre destillerier.
Harald Jensen holdt dog stand lidt længere.
I 1883 blev Spritfabrikkernes direktør Isidor Henius sendt af sted af bestyrelsesformand C. F. Tietgen for at opkøbe Harald Jensens destilleri – “koste hvad det vil” – som Tietgen formulerede det.
Harald Jensen solgte til sidst for, hvad der siges at have været fire gange den daværende værdi.
Herefter stod kun det københavnske destilleri A. Brøndum & Søn alene tilbage.
Fabrikken var grundlagt af Anton Brøndum i 1830, og sønnen Alfred overtog virksomheden i 1869. Efter hans død solgte enken destilleriet til D.D.S.F. i 1894.
I 1923 fik D.D.S.F. statsligt monopol på fremstilling af alkohol og blev dermed Danmarks eneste producent af snaps & akvavit. Monopolet varede frem til 1973, hvor Danmark trådte ind i EF (nu EU), og produktionen igen blev frigivet.
Efterfølgende fusioner og ejerskifter:
- 1989: D.S.F. bliver en del af en ny fusion: Danisco A/S (Danisco Distillers).
- 2000: Aalborg-fabrikken overtages af svenske Vin & Sprit, producenten bag bl.a. O.P. Anderson.
- 2008: Den franske koncern Pernod Ricard overtager produktionen i Aalborg.
- 2013: Norske ARCUS køber Spritfabrikkernes brands (bl.a. ”Aalborg Akvavit” & ”Brøndum”).
- 2013: Grundet EU’s konkurrenceregler frasælges ”Brøndum”-brandet til finske ALTIA, der flytter produktionen af Brøndum-produkterne til Finland.
- 2015: ARCUS lukker fabrikken i Aalborg og flytter prod. af ”Aalborg Akvavit”-produkterne til Norge.
- 2021: Norske ARCUS fusionerer med finske ALTIA og bliver til finske ANORA.
- ”Brøndum”-brandet bliver solgt til svenske GALATEA for at overholde EU’s konkurrenceregler.
- ”Aalborg Akvavit”-produkterne produceres stadig i Norge (Anoras norske fabrik).
- ”Brøndum”-produkterne produceres stadig i Finland (Anoras finske fabrik).
I dag er akvavitten igen i bevægelse. Nye mikrodestillerier spirer frem overalt i Danmark, og traditionen genopstår i moderne former.
Hos Schønnemann holder vi fast i den oprindelige ånd – i historien, håndværket og smagen – og glæder os over, at akvavitten fortsat lever, fornyr sig og finder nye veje hjem til bordet.