4. generation

I dette indlæg, om skildringen af den tid hvor Schønnemann har eksisteret, har jeg ladet mig inspirere af Johannes V. Jensens digt ”Ved Frokosten”, der udkom første gang i 1906. Digtet hylder det danske smørrebrød og snaps, og Jensens begejstring er åbenlys fra begyndelse til slutning:

”Her sidder jeg og bereder mig på det bedste Øjeblik
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes på Gaden,
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemt gaar glimrende”.

Med disse 3 afsluttende linjer fra digtet i tankerne, sad jeg i starten af februar 2020, 4 trin nede i den gamle kælderbeværtning Schønnemann. Jeg har taget plads ved et af vinduesbordene, og ser ud på Hauser Plads. Meget har ændret sig, siden stedet blev etableret, men behovet for samvær, fællesskab og nærvær er forblevet det samme. Jeg venter på Jørgen Schønnemann. Han er 4. og sidste generation, der kan fortælle den oprindelige historie om stedet ud fra egne oplevelser.

Minderne vælder tydeligt op i Jørgens smilende øjne, da jeg byder ham og hans søn Jesper Schønnemann velkommen. Jørgen blev født i stueetagen over Schønnemann i 1938, og havde sin daglige gang i værtshuset i de første 17 år af hans liv. Minderne er mange, og vi må i fællesskab finde en måde at holde styr på alle detaljerne, så vi vælger at tage udgangspunkt i Jørgens forældre Erna og Petrus Schønnemann.

Det førte Jørgen tilbage til historien om, hvordan det hele begyndte: Det var egentlig Ernas bedstemor Maria Henriksen, der i 1877 begyndte at sælge madpakker til kulsvierne på Kultorvet. Hun fik siden sønnen Peter Frederiksen, som senere blev gift med Augusta, og sammen fik de datteren Erna i 1900. Familieudvidelsen dannede baggrund for at flytte over på den anden side af Hauser Plads i 1901, hvor Schønnemann ligger den dag i dag.

Petrus Schønnemann blev født i 1888 og voksede op i den anden ende af byen – i Wildersgade på Christianshavn, hvor hans far havde et vognmandsfirma. Petrus selv blev uddannet kok og sejlede som hovmester på bl.a. Kongeskibet Dannebrog.

”Åbenråkvarteret, hvor Hauser Plads ligger, var et fattigt kvarter”, fortæller Jørgen Schønnemann. Der blev åbnet et folkekøkken på Hauser Plads under 1. verdenskrig, hvor Petrus Schønnemann blev ansat som kok, og det var her, at Erna og Petrus’ liv krydsede hinanden på Hauser Plads”.

Den spanske syge i 1918-19 var hård ved dem begge. Erna mistede sine 3 brødre, og Petrus mistede sin hustru, med hvem han havde 2 børn. ”I 1922 blev min mor som 22-årig gift med min far, der var 13 år ældre. Sammen overtog de Cafe Hauser Plads 16 efter P. Frederiksens enke Augusta. De gav værtshuset navnet SCHÖNNEMANN. I 1927 fik de sammen min søster Lilian, og 11 år senere fik de mig”, fortæller Jørgen. Som efternøler husker han ikke meget omkring sine søskende, men livet som barn på Hauser Plads står klart i erindringen.

Han husker bl.a. pladsens branddam, hvorfra man under 2. Verdenskrig hentede vand til at slukke brande. Senere blev reservoiret til en smuk fontæne, og pladsen blev omdannet til en hyggelig grøn oase med træer og buske, inden den lille legeplads kom til. Jørgen husker også isvognen, der bragte krystalisblokke til isskabene, kuskene der kom med øl, og hvordan koksen blev bragt op på loftet for senere at blive hentet ned til brændeovnen i lejligheden i stuen og til komfuret i køkkenet i kælderen. ”Min far hentede dog alle madvarer selv. Grønt hentede han fra Grønttorvet på Israels Plads, fisk fra konerne på Gl. Strand, og kød hentede han hos Rodberg i Kødbyen”. Jørgen husker også, hvordan hans pligter bl.a. indebar at hente sand til gulvene på Schønnemann fra depotet rundt om hjørnet, og så kan han huske, hvordan det om sommeren føltes at slikke på de krystalisklumper, der faldt ned fra isvognen og hvordan han skulle tømme isskabet i køkkenet for smeltevand.

”Der var mange pligter for en søn af et værtspar i den tid, men vi havde det godt, og var mere velstillet end de fleste i kvarteret. Vi havde bil, og mor var altid velklædt. Jeg gik i nyt tøj, og det gamle arvede mine kammerater”, fortæller Jørgen. Det var gode kammerater, så gode at en søndagstur med familien ofte kom meget ubelejligt, da han fortrak samværet med kammeraterne.

Jørgen husker også den daglige rutine på Schønnemann. Når hans far var på torvet, sørgede moderen for frokost til grønthandlerne, der var på vej hjem til Amager efter at have været på Grønttorvet. De parkerede deres vogne på pladsen og kom ned i de hyggelige lokaler og fik en kop kaffe og en ostemad. Senere på dagen kom ølkuskene fra Carlsberg og Tuborg og satte sig ved det runde bord til venstre for indgangen. De spiste deres frokost i kælderen hver dag, og havde altid nye historier med fra kvarteret. Herefter kom de finere herrer fra Gutenberghus’ reklameafdeling og fik smørrebrød. De blev efterfulgt af de knap så fine herrer fra Protokolfabrikken i Suhmsgade, som altid spillede billard. Billardbordet stod, hvor baren står i dag, og baren var dengang på bagvæggen – bag det runde bord, hvor kuskene altid sad.

Der var mange stamgæster, og Jørgen husker især bagermester Volmer Bak Larsen, der havde sit bageri i Åbenrå 28. Han kom hver dag og fik ”en enkelt”, men Jørgen husker et rim, der vidner om, at Volmer Bak som oftest fik mere end én:

”- Gør porten høj
– Gør porten vid
– Nu kommer Volle med en ordentlig skid!”

Hans datter Vivi Bak har fortalt, at selv efter at han gik på pension, og flyttede på plejehjem, besøgte han dagligt Schønnemann, når han var ude og ”lufte hunden”.

Når frokosten var forbi, og Jørgens forældre havde fået en lur på ca. 1,5 time – Petrus i lænestolen og Erna på chaiselongen – serverede de varme retter frem til kl. 19.00, hvor værtshuset oftest lukkede, hvis ikke der havde udviklet sig en festlig stemning.

”Min far var en ilter mand”, husker Jørgen. ”Min mor mente, at 12 varme retter var for meget på aftenkortet, men han var en stolt mand, der ønskede at demonstrere sin kunnen i det varme køkken. Han var særlig berømt for sin oksehaleragout med kartoffelmos. Min mor havde som regel ret, og når 4 gæster bestilte hver sin ret, foldede Petrus’ temperament sig ud, og de tynde vægge fra køkkenet til stuen kunne ikke holde hans eder ude”, husker Jørgen.

I den tid, Jørgen voksede op, lå der flere end 10 værtshuse i Åbenrå-kvarteret, men Schønnemann skilte sig ud, da Petrus som kok kunne tilbyde et godt måltid sammen med øllet og brændevinen.

”De andre værtshuse er for længst lukket, og mon ikke min fars kunnen i køkkenet gjorde, at Schønnemann overlevede. Min mor stod for det kolde køkken, og min far stod for det varme. Sådan var køkkenets ansvarsområder skarpt opdelt”, fortæller Jørgen. De fik hjælp af en pige til at tage opvasken og en tjener til at betjene gæsterne, men ellers klarede familien alt selv.

Jørgen selv blev uddannet vinkyper hos K. Dorph Petersens Vinlager på Hauser Plads 32. Det lå måske i kortene, at Jørgen skulle fortsætte familiens virke, men efter hans værnepligt, tog han en HD og kom ind i branchen med salg af kontormaskiner. Der kunne Jørgen fortælle mange flere spændende historier fra, men vi valgte at slutte samtalen med en god frokost, øl og brændevin – naturligvis.

”At Livet og Solsystemet gaar glimrende”, vidner Jørgens beretning alt om. Hans minder, som for en stund har bragt os tilbage til en svunden tid, fortæller, hvordan stuerne hos Schønnemann længe har dannet rammer om det fællesskab og samvær, som de gør den dag i dag. Vi har hygget os over et godt stykke smørrebrød og et glas så længe, at det er blevet en del af vores kulturarv.

Juliette N Rasmussen
Restauratør