3. generation

Jørgen Schønnemann søn af Erna og Petrus Schønnemann har ved et interviewet medbragt to artikler, der fortæller os om Hans forældre, kælder beværtningen og livet omkring Hauser Plads i hans forældres tid. Den ene artikel er “ugens kvinde” fra Søndags B.T. april 1964, den anden fra ”boligen” i Berlingske tidende september 2002. Skildringen af livet for 2. generation og deres tid i restaurant Schønnemann, tager udgangspunkt i disse to artikler.

”Min mor blev enke, og jeg måtte begynde at arbejde i restauranten, da jeg var 16 år” fortæller Erna Schønnemann i artiklen fra ”ugens kvinde”. ”Jeg var jo den, der kunne snakke med folk. Min søster hjalp så i køkkenet,” husker hun.

”Folkekøkkenet kom under første verdenskrig i Suhmsgade, som en skarp konkurrent til kælderbeværtningen. Det varede dog ikke længe, jeg giftede mig nemlig med dets bedste kok” forsætter Erna sin fortælling.

Som traditionen foreskriver tog Erna Frederiksen sin mand Petrus Schønnemanns navn, da de blev gift i 1921 og de overtog stedet efter Ernas mor Augusta Frederiksen. Sådan gik det til at Cafe Hauser Plads v/ P. Frederiksens Enke skiftede navn til Schønnemann.

”Traditionen er den gode mad, der laves efter opskrift af værtsparret selv. Den værste straf er ikke at kunne bestille noget,” fortæller Erna Schønnemann.

I Erna og Petrus Schønnemanns tid var der sand på gulvet. Erna havde sit mas med at lære rengøringspersonalet, hvordan man slår sand på gulvet. ”De fleste står og lader sandet strømme ud mellem fingrene, men så lægger det sig i bunker på gulvet og støver. Nej, det skal strøs, ligesom en bondemand sår sit korn, med raske tag ud over gulvet. Og så skal det fejes op i bittesmå bunker om aftenen efter at det har skuret gulvet rent”, står der i artiklen.

Familien Schønnemanns der nu bestod af børn, forældre og bedstemor, boede over kælderbeværtningen. Der var en hemmelig vindeltrappe ned til kælderbeværtningen bag skabsdøren. De har set torvet forvandle sig fra parisisk idyl til moderne strømlinet parkeringsplads.

Da husene omkring Hauser Plads ingen gårdmiljøer havde, brugte beboerne i stedet det grønne område på Hauser Plads som deres terrasse. Derfor kendte eller vidste beboerne hvem hinanden var, står der i artiklen fra ”boligen”.

Petrus Schønnemann huskes således af Simone Gottschalck der havde strikke- og hæklebutikken på Hauser Plads, som en stor og statslig mand, der drev restauranten sammen sin hustru. Hun var en nobel dame, man lagde mærke til i miljøet, når hun kom i sit fine tøj. Den gamle dame var på det tidspunkt langt op i årene, men klædte sig altid fint på – og det var ikke usædvanligt, at hun viste sig i nyt tøj flere gange i løbet af dagen, fortæller Hanne Stadsing og Kurt Kjeldgaard, der var naboer til restauranten.

Specielt kan de huske en episode, hvor fru Schønnemann blev passet op af en mand, der havde trukket en kniv på fortovet foran restauranten. Det anfægtede ikke Fruen. I stedet for vendte hun sig mod den formastelige, målte ham fra top til tå og sagde: ”unge mand, De burde nu være en smule mere venlig!” Manden blev så forfjamsket over denne reaktion, at han løb bort, fortæller naboerne

Fru Schønnemann havde 4 børn, 2 døtre og 2 sønner, men som Jørgen Schønnemann fortæller os under interviewet omkring 4. generation, ville ingen af dem ind i restaurationsbranchen. “Når Erna og Petrus Schønnemann derfor ikke er mere, vil den gamle kælderbeværtning sandsynligvis forsvinde. Og det kan godt give anledning til et suk” står der i artiklen fra ”ugens kvinde”.

Men kælderbeværtningen, der af Martin Nexø Andersens blev skildret i hans bog fra 1917 ”Ditte menneskebarn”, er bevaret og blevet et minde om det Hauser Plads, der var engang.

Juliette N Rasmussen
Restauratør