Værtskabet anno 1917

Der er et gammelt ordsprog tilbage fra middelalderen der siger: ”Altid vorder kiv i ølkonens hus – altid opstår der uvenskab hvor der servers øl.” Thomas og min erfaring er dog, at stemningen sættes af værterne, som det har gjort på Schønnemann gennem generationer.

Vi vil derfor gerne dele et uddrag af Martin Andersen Nexø’s bog ”Ditte menneskebarn”(1917-21), hvor forfatteren gennem Dittes kærlige stedfar, Lars Peter, beskriver livet omkring Hauser Plads og værtskabet i den gamle kælderbeværtningen.

Martin Andersen Nexø(1869 – 1954) var en af Danmarks glemte forfattere, der fik genskabt popularitet med Bille Augusts film ”Pelle Erobreren”. Han troede på en sag – på socialismen og på menneskets, især proletarens livskraft, handlekraft og evne til at skabe en bedre verden.

Her et uddrag af bogen ”Ditte menneskebarn”;

Inde på Hauserplads sad en ungdomskammerat af Jens Peter(Dittes stedfar) og drev beværtning – ham ville han opsøge. Kaske kunne han give ham et lille vink om, hvordan sagen skulle gribes an. Gadelygterne var ved at blive tændt, skønt det endnu ikke var nær mørkt; man sparede ikke herinde. Lars Peter drønede ned mod Frue Plads i sine store støvler og så op og ned ad husene. Den ludende kæmpe, hvis hat og kavaj spillede i alle visne farver, var som et stykke vandrende bondeland; når han oplod sin røst for at spørge om vej, genlød det i gaden – skønt han dæmpede stemmen forsvarligt. Folk stansede og lo. Så lo han igen og sagde et eller andet spøgende, der mod hans vilje kom til at lyde som et uvejr mellem husrækkerne. Efterhånden samlede der sig en del børn og unge mennesker i hans kølvand. Han tog det med humør, at de råbte efter ham; men helt tryg var han alligevel ikke, før han stod uden for døren til kælderbeværtningen og tørrede sveden af panden med sit store røde lommetørklæde. »Goddav Hans Mattisen!« råbte han ind i den mørke kælderstue. »Ka’ du kende en gammel kammerat, hva?« Glæden over at være sluppet så vidt frem gjorde hans røst endnu mere overdådig end den var i forvejen; der var dårlig plads til den under det lave loft. »Små slav, små slav!« lød en gemytlig stemme henne fra skænken, »lad os få tændt lys først.« Da gasblusset var tændt, viste det sig, at de to slet ikke kendte hinanden. Hans Mattisen var fraflyttet biksen for flere år siden. »Men det skal du ikke græde over!« sagde værten – »sid ner!« Lars Peter blev bænket, fik sig en labskovs og en lille karaffel og var godt tilfreds med tilværelsen. En morderlig flink og gemytlig mand var værten. Lars Peter fik sig en rigtig god passiar med ham. Og før han vidste af det, havde han udleveret sig og sin historie.

Juliette N Rasmussen
Restauratør