2. generation

Journalist Frank Hernov har, i forbindelse med at man i 1960 ud fra et sundhedsfagligt synspunkt ønskede at lukke alle kælderbeværtningerne i København, skrevet et indlæg til bogen ”maa jeg be om en kælderbeværtning”. Indlægget skildrer livet for 2. generation i den gamle kælderbeværtning. Vi ønsker at dele uddrag af indlægget, der stadig hænger på væggen i den gamle stue for skildring af den tid Schønnemann har eksisteret.

I 1901 flyttede kælderbeværtningen fra Hauser Plads nr. 11 over i kælderen i nr. 16. Den drev Peter Frederiksen nu med sin kone Augusta og senere datteren Erna. De boede i lejligheden over restauranten.

Når Grøntorvet på Israels Plads sluttede kl. 9, kom amagerbønderne med deres hestevogne til Hauser Plads. Peter Frederiksen havde lejet pladsen af kommunen, og havde igen lejet ud til to ”krybbesættere”, der fik lov til at sætte krybber op til hestene. De passede hestene, mens amagerbønderne forfriskede sig efter morgenen på grønttorvet. Foruden nogle små øre fik ”krybbesætterne” også øl og dramme, så hen på eftermiddagen var de nok så mærket af den venlighed, der strømmede dem i møde.

Gæstgiveriet var også mødestedet for ”fredags-amagerne” og lørdags-amagerne”. Amager var en stor ø, og man traf kun hinanden, når man kom ind fredag og lørdag. Så mødtes man i kælderbeværtningen på Hauser Plads og fik de sidste nyheder fra det store Amager. Der blev drukket og der blev spist.

Peter Frederiksen havde selv brændevinsankre i kælderen, og han tappede også selv sin rom. Man kunne også få finere snaps, men Peter Frederiksen rystede fortvivlet på hovedet. Han mente ikke der kunne handles med snaps til de priser.

Fra Sjælland, helt fra Værløse og Ganløse, kom bønderne med deres hestevogne. Mens mutter gik på indkøb i den store by, gik mændene i kælderen, hvor de forsynede sig. Når mutter kom tilbage fra indkøb, blev der tilstået hende en kop kaffe, og så var hun tilfreds.

Det var et strengt liv at drive vognmandsforretning og gæstgiveri. Man begyndte kl. seks. Så skulle kuskene af sted, snart efter kom travlheden fra torvet. Klokken 3 skulle pladsen være ryddet for krybber. Da kom ladegårdslemmerne i deres blå skjorter og med riskoste og fejede op.

Bønderne var kære og velkomne gæster i de hyggelige kælderlokaler, og man finder mange beviser på, at de ikke var tabt bag en vogn. En dag kom en bonde kørende ind fra Nordsjælland. Han havde fået lyst til en stegt rødspætte. Nu var der i køkkenet kun én tilbage, og det fik han at vide.
– Lad mig så få en bøf, sagde han. For hvis I kun har een rødspætte, så er det den mindste og den vil jeg ikke ha’.

Det, at man var tidligt oppe, betød ikke at man kom tidligt i seng, Arbejdsdagen var lang og streng. Når pladsen var ryddet og kuskene kom hjem om aftenen, skulle de gøre regnskab, og når de blev særligt sent, sagde Frederiksen; Skynd Jer nu i seng. Det er snart dag igen.

Peter Frederiksen var således vognmand og hans kone Augusta var beværter i gæstgiveriet. Hun havde også en lang arbejdsdag i kælderbeværtningens køkken, fra seks morgen til syv aften og sådan noget nymodens som ferie, kendtes ikke.

Peter Frederiksen døde i 1911 og vognmandsforretningen lukkede, men hans Kone Augusta, drev gæstgiveriet videre bistået af sine børn.

Så kom første verdenskrig i 1914, og der skulle være folkekøkken i Suhmsgade. Ville det slå kælderbeværtningen ud? Det skete ikke. August Frederiksen havde købt 300 kilo rå kaffe. Mor og børn sad i de lange aftner og malede kaffebønner, så deres arme var næsten lammet af at gøre samme bevægelse, men kaffeduften bredte sig over Hauser Plads og kaldte gode kunder til.

P. Frederiksens Enke, Augusta, mistede 3 af hendes børn under den spanske syge i 1918-20. Det blev datteren Erna der overlevede og førte gæstgiveriet videre.

Juliette N Rasmussen
Restauratør