Flasker, etiketter og brand

BRAND
Et af Danmarks ældste og mest genkendelige symboler er malteserkorset – kendt fra både gærpakker, skibsskorstene og snapseflasker.

Symbolet blev indført af erhvervsmanden C. F. Tietgen (1829–1901), manden bag både De Danske Spritfabrikker og DFDS. For ham var korset mere end et grafisk mærke – det var et udtryk for mådehold, retfærdighed, styrke og omtanke.

Tietgen var grundtvigianer og stærkt præget af kristne værdier. Han så erhvervslivet som en del af et større ansvar for samfundet. Efter nederlaget i 1864 ønskede han at skabe symboler, der kunne styrke Danmark nationalt – og valget faldt på korset, som han satte på sine virksomheder.

At mådeholdets symbol pryder spritflasker kan synes ironisk i dag, men i 1800-tallet blev snaps anset for et lægemiddel – og Tietgen så ingen modstrid.

Mere end 140 år senere står malteserkorset stadig som et af Danmarks mest holdbare brands – et vartegn for kvalitet og kontinuitet.

FLASKER
Flaskerne fortæller akvavittens historie næsten lige så tydeligt som etiketterne.

I starten var flaskerne glatte og anonyme, men i 1926 introducerede man flasker med eget Logo & Navn indstøbt i glasset.

Alle flasker var mundblæste og dermed unikke (en dygtig glaspuster kunne dengang producere 180-200 flasker om dagen).

Men i 1929 skete der noget radikalt:
Holmegaards Glasfabrik anskaffede sig deres første moderne flaske-blæse maskine (en såkaldt ”Owens”-maskine), der kunne producere ca. 25.000 flasker i døgnet – hvilket var en regulær revolution i glas-fremstillingen.

De grønne flasker blev derefter maskin-blæste, og de klare fulgte efter i 1935.

Alle flasker blev genanvendt – i den gode danske retur-flaske-ånd. I 1943 kunne man ikke skaffe korkpropper hjem fra udlandet grundet krigen (WW2), og forbrugerne blev opfordret til at returnere flaskerne med proppen i.

I 1946 kom nye flasker til – nu med skruelåg med ”PP-forsegling”.

Efter 1963 blev alle flasker støbt industrielt, og standardiseringen begyndte for alvor at præge udtrykket.

Indholdet var dengang 72 cl for hel-flasker; 36 cl for halv-flasker.

De 72 cl var et levn fra før 1907, hvor rummål blev angivet i potter & pægle:
4 pægle = 1 pot = 96 cl (0,96 liter)
Altså 1 pægl = 24 cl

Og da man omkring århundredskiftet gik fra at sælge akvavit i fustager til at sælge i flasker, blev det besluttet at en passende flaske størrelse var 3 pægle. Altså: 72 cl.

Da Danmark i 1973 trådte ind i EF (nu EU), blev flaskestørrelserne harmoniseret: Den traditionelle flaskestørrelse på 72 cl blev til 70 cl.

ETIKETTER
Isidor Henius åbnede sin fabrik i Aalborg i 1846 med fokus på kvalitet og præcision.

I 1860 lykkedes det ham at producere en “fuselfri” akvavit – fri for de uønskede fuselolier, der gav brændevinen en besk bismag. Det blev markeret tydeligt på etiketten som et kvalitetsstempel.

I slutningen af 1890’erne begynder man at forsyne etiketterne med det såkaldte ”Trekant”-logo indeholdende teksten: ”Akvavit – Foreningen Af Danske Spiritusfabrikanter”. Logoet stemples på etiketten.

Fra år 1900 bliver logoet trykt som en integreret del af etiketten.

Danskerne har længe haft et så markant forbrug af akvavit & snaps/brændevin, at en bekymret regering i 1917 beslutter at brand-beskatte spiritussen.

Dermed stiger prisen (pr. 1/1-1918) på en flaske akvavit drastisk – fra 99 øre  til  11,- kr. (f.eks. ”Aalborg Taffel Akvavit”, ”Harald Jensen Akvavit”, ”Brøndum Kummenaquavit”).

De ny priser bliver offentliggjort på flaskerne. Først som ”Mavebælter” (udsendt af indenrigsministeriet) der klistres hen over etiketten, dernæst som stemplet på etiketten og siden trykt som en integreret del af etiketten direkte fra trykkeriet. Man ophører med at skrive priser på etiketterne i 1939.

Spritfabrikkernes direktør Chr. H. Olesen (søn af C. A. Olesen) bliver i 1920 formand for ”DA” – den i 1908 stiftede  Landsforeningen Dansk Arbejde (der har til formål at fremme dansk vareproduktion og salg af danske varer).

DDSF blev heftigt markedsført som en dansk producent (bl.a. ved opgradering af etiketterne i 1924, se nedenstående).

Den 5. august 1924 søges ny varemærke-beskyttelse af alle D.D.S.F. etiketterne – nu med det såkaldte ”DA”-logo (Landsforeningen Dansk Arbejde) som erstatning for det hidtil benyttede ”Trekant”-logo (Foreningen Af Danske Spiritusfabrikanter). Det viser sig dog, at ikke alle anmeldte etiketter reelt kommer i brug. F.eks. bliver DA-logoet aldrig brugt på Export Akvavit- & Jubilæums Akvavit- etiketterne.

I 1916 blev spektroskopiske metoder taget i brug, og alkoholstyrken kunne nu måles nøjagtigt ved lysmåling. Dermed går man bort fra at måle alkohol styrken i ”grader Spendrup” og måler nu i det moderne og mere præcise mål ”alkohol procent”.

Men først i 1929 – sammen med ibrugtagningen af de ny maskin-blæste flasker, trykkes alkoholindholdet for første gang på etiketten, angivet som ”%” (f.eks. ”45%”) – tillige med mængden af indholdet.

Indholdet var dengang 72 cl for hel-flasker; 36 cl for halv-flasker.

Omkring 1960 erstattedes DA-logoet på etiketterne af en Kongekrone, idet D.D.S.F. bliver tildelt privilegiet “Kgl. Hofleverandør”. En lille detalje, men et tydeligt tegn på samfundets forandrede selvforståelse.

I 1981 blev oplysningen om alkohol andelen ændret. Alkohol procenten skal nu angives, om den er målt på vægt eller på rumfang (volumen). Det har en betydning, da ”sprit” har en lavere vægtfylde end vand. Igen en lille ændring på etiketterne – f.eks. ”45% Vol.”.

I 1982 lancerede D.D.S.F. sin første Juleakvavit – samme akvavit hvert år, men med ny flaskedesign og etikette (med få undtagelser) hvert tredje år. Det blev starten på en samlertradition, der stadig lever.

I 1985 (i ”fattig-firserne”) er spiritusafgiften efterhånden blevet ret hæmmende for snapse-salget. Og ud over, at Stjerne Akvavit fra 1983 blev ”holdt nede” på 38% vol, ser man nu på etiketterne, at alkoholprocenten på et par af de klassiske danske akvavitter bliver sænket for at holde priserne nede:

• Export Akvavit: 45% – -> 38%
• Jubilæums Akvavit: 45% – -> 40%

Eksportvarianterne af Jubilæums Akvavit blev dog kun sænket til 42%.

For øvrigt:
Under besættelsen – i 1942 måtte produktionen af Harald Jensen Akvavit midlertidig indstilles, da Galangarod ikke kunne skaffes hjem fra østen – grundet krigen (WW2). Det skulle vise sig, at produktionen først kunne genoptages i 1949.

Som substitut for den manglende produktion af Harald Jensen Akvavit introducerede D.D.S.F. en ny snaps – Perikum Snaps (40% alc.). Den kommer i alm. grønne korkprop flasker, men fra slutningen af 1940’erne leveres den i de klare EXPORT AKVAVIT flasker. Dermed kommer snapsens markante mørkerøde farve mere til sin ret.

En krigsvariant, der blev produceret helt frem til 1969.

Og EU’s forordning fra 1989 fastslog, at kun spiritus baseret på destillater af kommen og/eller dild må kaldes akvavit, og alkoholindholdet skal være mindst 37,5%.

I mere end 175 år har flasker, etiketter og symboler ændret sig – men væsken i flasken har bevaret sin sjæl.

Som tidligere skrevet: Alt skal ændre sig, for at intet ændrer sig.