Metroexpress / 11 2014


Julen ONSDAG 26. NOVEMBER 2014/ MX.DK
 


Snapsens verden åbenbarede sig for Suspekt


SKÅL. Suspekt tog med på snapsesmagning, og det endte som en nærmest eksistentiel oplevelse.
 
Emil Simonsen skuer ud over et bord fyldt med snapseflasker og -glas, mens han nikker anerkendende. »Jeg har jo fået en snapseåbenbaring i dag,« siger han. Et par timer tidligere ankommer rapperen, der også kalder sig Orgi-E, sammen med sin ven og kollega fra Suspekt Andreas ’Bai-D’ Duelund til frokostrestauranten Schønnemann i indre København for at teste snaps for metroxpress. »Ved juletid har vi altid forskellige snapse oppe på Tabu (Suspekts eget pladeselskab, red.), og vi har altid været glade for at holde julefrokoster. Vi har også altid været glade for at drikke snaps på vores turnéer, « siger Orgi-E.
 
 
Suspekt var repræsenteret ved Emil ‘Orgi-E’ Simonsen og Andreas ‘Bai-D’ Duelund, da gruppens tredje medlem, producer Rune Rask, var forhindret i at komme. LASSE BAK MEJLVANG
 
»Man har jo ikke lyst til at takke nej, når man bliver budt. Det ville jo være uhøfligt,« tilføjer Andreas og siger, at de
glæder sig til at smage på noget ‘feinschmecker-snaps’. Stedets direktør, Simon Juhl Olesen, har fundet seks snapse frem, som han præsenterer, mens de to rappere lytter interesseret. En af snapsene har de dog et særligt nært forhold til på forhånd. »Var vi en boreplatform, stod vi på fire piller af Linie,« siger Orgi-E.
Alligevel er det ikke den, der vinder testen. Nogle af de mere sjældne snapse imponerer de to gæstedommere, der smager nøje i små tåre. Sådan foregår det dog ikke altid. »I starten af julefrokosten nipper vi af vores høje snapseglas, og på et eller andet tidspunkt, når aftenen er blevet rigtig hyggelig, så høvler man den bare ned,« griner Bai-D. Efter der er smagt og bedømt, er begge gæster overraskede over de mange smagsnuancer.
 
Mens de slår mave, kommer Schønnemanns restauratør, Søren Puggaard, forbi og fortæller snapsehistorier, mens
Suspekt smager på varerne igen. Og igen. Historien om, hvordan Linie Aquavit kom til at rejse over ækvator på fade
ved en fejl, gør indtryk på Orgi-E: »Det trækker jo direkte referencer til musikken, for vi dyrker jo fejl. Hver gang vi tænker, at noget ikke fungerer, arbejder vi videre med det, og det er der, der sker alle mulige helt vilde ting.«
 
Snaps og musik går op i en højere enhed for Suspekt. Det lader til at blive jul igen i år, for verden er øjensynligt ikke gået helt af lave.
 
LASSE SPANG-HANSSEN
 

Sådan gjorde vi
BAGGRUND. For at teste snaps op til julemåneden inviterede vi pladeaktuelle Suspekt med til en test på frokostrestauranten Schønnemann i København, der har 140 forskellige snapse på kortet. Simon Juhl Olesen, der er direktør på Schønnemann, gav baggrundsviden om hver enkelt snaps, før Suspekt smagte. Efter de seks snapse var blevet smagt, blev de to rappere enige om karakterer til hver enkelt snaps på en skala fra et til seks stjerner.
 
 
Du kan se video fra Suspekts snapsesmagning på
mx.dk

De to rappere var glade efter testen.